Hvad skal du lave i sommerferien?

Når det bliver sommer, og du får sommerferie fra skolen, hvad skal du så finde på? Skal du på ferie? Skal du på stranden? Skal du på camping? Eller skal du bare stene derhjemme?

Hvorfor ikke tage en tur i en af Danmarks forlystelsesparker? Der findes omkring 10 store forlystelsesparker, som er fordelt jævnt over hele Danmark. På Sjælland kan du finde Bakken, sommerlandet BonBon-Land, Sommerland Sjælland og Tivoli. Der er ingen større forlystelsesparker på Fyn, men i Jylland finder du Legoland, Djurs Sommerland, Fårup Sommerland og Tivoli Friheden i Århus.

Spar penge med sæsonkort – og køb på nettet

I stedet for at betale enkeltbilletter i entréerne kan det betale sig at besøge forlystelsesparkernes hjemmesider, inden du tager hen til forlystelsesparken og prøver de mange forlystelser. Forlystelsesparkerne kan godt li’ at vide, hvor mange gæster der kommer, så derfor slår de som regel noget af prisen, hvis du køber i forvejen på nettet.

Der er også mange penge at spare ved at købe sæsonkort. Nogle sæsonkort er allerede tjent hjem ved andet besøg, og samtidig giver sæsonkortene ofte andre fordele, f.eks. gratis parkering og rabat på entré i forlystelsesparker andre steder i landet. Hvis du f.eks. køber et sæsonkort i BonBon-Land, kan du komme ind i Legoland til halv pris.

Tag madpakke med!

Hvis du planlægger at besøge flere forlystelsesparker, kan det også godt betale sig at smøre en madpakke hjemmefra. Det bliver nemlig hurtigt dyrt at købe junkfood i forlystelsesparkernes spisesteder. Det smager jo godt, men hvis pengepungen skal gå til flere forskellige forlystelsesparker, så kan det være en god idé at vælge madpakken frem for restauranten. Måske er det også sundere – hvis du altså laver sunde madpakker.

Når sommerferien er overstået og skolen igen kommer på dagsorden, så kan du jo glæde dig til efterårsferien. Mange forlystelsesparker holder særlige arrangementer i forbindelse med Halloween. Og så bliver det både sjovt og uhyyyyyyggeligt samtidigt.