Hvad er kabel bredbånd?
Bredbånd via kabel er en type af internetadgang, som anvender den samme infrastruktur som kabelTV. Dvs. at mens ADSL fungerer via telefonnettet, og mobilt bredbånd er bredbånd via mobilnettet, fungerer denne type bredbånd via kabelnettet og fibernettet. Det betyder, at udbyderne af kabelTV har bygget egne netværk, som består af optiske fibre mellem centralerne og koaksialkabler fra centralerne og ud til husstandene. Teknologien bruger altså andre kabler og forbindelser end eksempelvis ADSL, og i stedet for at indgangen til dit hjem er ved telefonstikket, får du signalet ud af dit antennestik. Disse kabler og forbindelser er gode nok til ikke kun at sende TV-signaler men også til at sende data. Derfor kan du få bredbånd fra dit antennestik, og dette kaldes for kabel bredbånd.
Hvordan får jeg kabel bredbånd?
Kabel bredbånd udbydes af en del forskellige virksomheder i Danmark. Disse virksomheder tilbyder næsten altid også kabelTV. Du behøver ikke nødvendigvis have et abonnement på KabelTV for at få kabel bredbånd, men mange udbydere kræver det. Du skal derfor gøre op med dig selv, om du vil samle både TV og internet hos samme udbyder, eller om du foretrækker forskellige udbydere. Oftest kan du opnå en økonomisk besparelse ved at vælge en pakke fra én udbyder.
Når du har valgt en udbyder, skal du bestemme dig for, hvilken hastighed, du ønsker, samt om du selv vil installere forbindelsen. Alle udbyderne tilbyder dig at sende en tekniker ud, som sørger for at forbinde kabler med din computer, så du ikke selv skal gøre noget. Det er dog ganske nemt selv at sætte forbindelsen op. Du vil modtage et modem, netværkskabler og en brugervejledning. Så skal du forbinde modemmet med dit antennestik, dit TV, hvis du har kabelTV, og forbinde din computer med modemmet. Hvis du ikke synes, at du har enten tid, evner eller lyst til dette, kan du betale udbyderen for at sende en tekniker, som ordner det hele for dig.
Fordele ved kabel bredbånd?
Kabel bredbånd er en meget populær form for internet, og det skyldes bl.a. at du kan få det sammen med et abonnement på TV og også med telefoni. Du kan altså samle alle ydelserne i én pakke, og du skal kun henvende dig et sted, såfremt du får problemer. Oftest kan det også vise sig at være den billigste løsning for dig.
Kabel bredbånd er også en stabil og hurtig forbindelse, hvor du kan opnå hastigheder fra 2 Mbit/s op til 50 Mbit/s og så til fornuftige priser.
Flere artikler af Jakob P
- Introduktion til bredbånd - 15. April, 2010
Tags:bredbånd, tv bredbånd
