Om denne artikel
Lad det være slået fast med det samme. Ved at læse denne artikel bliver du ikke nogen verdensmester til at male akvarel. Artiklen har udelukkende til formål at give dig et overordnet indtryk og indblik i akvarellens verden og forhåbentlig hjælpe dig i gang med denne fantastiske hobby som akvarelmaling er. At male flotte akvareller kræver øvelse, men du lærer det hurtigere end du tror – Akvarel er meget nybegynder-venlig.
Hvad er akvarel?
Akvarel er en type maling der er klar, frisk og farverig. Ved at blande vand i malingen er det muligt at styre farvebalancen i et maleriet. Jo mere vand, desto lysere bliver farverne. Jo mindre vand, desto mørkere/stærkere er farverne. Vandet giver akvarellen en række egenskaber som kan bruges til at skabe en udtryksfuld vifte af spontane eller overvejede teksturer. I øvrigt er akvarel velegnet til at male både naturalistiske og abstrakte malerier.
Maling og materialer
Malingen til akvarel kan købes i et stort udvalg af farver, som kan variere meget i både type og kvalitet. De mest almindelige typer er maling fra tuber og såkaldte skålfarver. Maling fra tuber er ofte kraftigere end skålfarverne og indeholder mere maling. Skålfarverne er mindre, men kan købes i forskellige størrelser og enten separat eller i farvelade. Skålfarver i farvelade er meget praktiske, idet de er nemme at transportere og tage eksempelvis med ud i naturen.
Der findes ligeledes et hav af forskellige pensler til akvarel, men der er ingen grund til at fare ud og købe et utal af malepensler. De anbefales at skaffe nogle forskellige typer af runde pensler og et par flade pensler (Kan anbefales at tage et smut i din lokale hobby-forretning og tag et kig på akvarelpensler). Udover pensler er der en række ekstra udstyr som kan bruges til at skabe nogle specielle effekter i akvarellen. Af eksempler på ekstra udstyr kan nævnes: bløde-blyanter til skitsering, knetgummi til at viske, afmaskningstape og natursvamp.
Øvelse gør mester
Som der indledningsvis blev sagt, så lærer du ikke at male akvarel uden videre. Ligesom hvilken som helst anden hobby/sport/etc. kræver det øvelse at blive god. Derfor er det bedste råd at prøve dig frem og nyde dine egne værker (eventuelt lave et akvarel galleri). Nøglen til at lave en vellykket akvarel er at eksperimentere og bruge akvarelmalingens egenskaber til at skabe din egen stil. Forhåbentlig har du fået mod på at kaste dig ud i at male akvarel – om ikke andet har du fået lidt kendskab til akvarelmaling. Held og lykke.
